Udviklingen af digitale valutaer byder også på et betydeligt antal muligheder. Hvis de udnyttes godt, kan virksomheder og forskellige organisationer skabe alternative og bæredygtige indtægtskilder. Men for at øge disse muligheder bør økonomierne i tredjeverdenslande vedtage integrationen af digitale valutaer.
Hvorfor er dette ikke blevet gjort endnu?
Et centralt problem er, at udviklingslandene har en lav produktionshastighed, og at arbejdsmarkedet er i vanskeligheder. Mange gange overlades de nødvendige ressourcer til produktionen til at importere.
Overklassen anvender de nødvendige værktøjer og støtter underklassen ved at betro dem manuelt arbejde. Dette resulterer så i en ændring i fordelingen af formueejerskab.
For at bryde denne cyklus, selvom dette muligvis ikke resulterer i ligelig deling af rigdom, kan afhængigheden af digitale valutaer for små virksomhedsejere blive normaliseret i den nærmeste fremtid.
For dominerende aktiver som Bitcoin kunne virksomheder drage fordel af blockchains gennemsigtige og decentraliserede model ved at anvende betalingsmuligheder for kryptoaktiver på deres platform.
For virksomheder, der endnu ikke har en online tilstedeværelse, kan Bitcoin-hæveautomater og trader-apps være nyttige.
En anden blomstrende kanal er implementeringen af udenlandske cryptocurrency-relaterede ventures, der søger at udligne deres virksomheder på en krypto-venlig destination.
Udviklingslande kan fremskynde økonomisk vækst ved omhyggeligt at udnytte denne skønnede milliard-mulighed.
Undertrykte muligheder i udviklede lande
Med lande som USA, der slår ned på digitale valutainitiativer, kan kryptovenlige lande drage stor fordel i bytte for skattefordele og meget mere.
Kryptovaluta-investeringsselskaber er en anden uafhængig metode til at skabe velstand blandt borgere i udviklingslande.
Bortset fra handel med kryptovaluta, som allerede er ved at blive en dominerende praksis blandt et stort antal millennials i udviklingslande, er investeringspraksis, der gør det muligt for interessenter at investere uafhængigt af deres egne midler, kunne hjælpe med at udjævne fattigdomsraten.
Dette ville især være nyttigt i lande som Nigeria og Sydafrika, hvor adskillige Ponzi-ordninger har trives i den seneste tid.
En bemærkelsesværdig begivenhed var ankomsten af MMM (Mavrodi Mundial Moneybox), en Ponzi-ordning, der kørte gennem 2016 til og med 2018, og lovede nigerianere stærke afkast efter at have investeret og dirigeret brugere til platformen.
Platformen kollapsede senere kort efter grundlæggerens død. Nigerian Deposit Insurance Corporation (NDIC) rapporterede, at platformen tabte så meget som $49,3 millioner.
Til dato siger uofficielle kilder, at Nigeria, Ghana og andre store afrikanske lande stadig er forpligtet til at investere i sådanne programmer. Hvis store kryptovaluta-investeringsselskaber skulle åbne virksomheder strategisk i forskellige dele af landet, kunne der være et betydeligt økonomisk løft.
